Stylter

Af Line Henriksen

Originaltitel: Stilts (2016)

 

Der er noget uden for mit vindue.

cropped-imageI lang tid har det braget og rumlet ned ad gaden, frem og tilbage, frem og tilbage.

Gadelampen gynger tavst, idet små efterårsvinde skubber sig forbi ledningerne, der spænder den ud over asfalten dybt, dybt nede. Den får lange skygger til at danse og springe over mit loft. På væggene sparker de deres lange ben højt i vejret, højere og højere endnu, til de næsten rammer deres egne hoveder. De springer, og de falder, forsvinder og kommer tilbage igen, alt sammen i takt med vinden. Jeg kan se skygger fra blade og plastikposer, der pisker forbi, fanget i malstrømme, jaget af –

De standser uden for mit vindue.

Jeg bor på fjerde sal, men de standser lige uden for mit vindue.

Jeg lukker øjnene, da det begynder at banke på. Continue reading

Advertisements

Vandmand

Af Line Henriksen

Originaltitel: Jellyfish (2015)

 

Han har begge hænder i glas-karret, hans øjne fokuseret på et punkt over fotografens hoved.

”Han kunne godt lide fugle,” siger folk nogle gange, når jeg spørger dem, hvad han fik tiden til at gå med, så jeg forestiller mig, at han kigger op mod himlen, hans hænder i karret, hans øjne mælkehvide.

”Hvad med fisk?” spurgte jeg engang. ”Jeg har det her fotografi af ham, hvor han står med hænderne i et glas-kar og holder en …”

”Nej,” var der en, der sagde, imens hun rystede på sit grå hår. ”Slet ikke. Han havde en særlig afsky for vandmænd. Der var en del af dem ved stranden, hvor han havde sit sommerhus, ser du. ’Jeg kan godt huske dem,’ sagde han. ’Spøgelser i vandet. Benløse og hvide og tavse som graven’.”

Hun blev stille. Og så –

”Nogle gange kom vandmændene efter ham, eller det troede han i hvert fald. ’De trækker sig ud af vandet, og de venter,’ sagde han. Det gjorde de skam også. Du ved, hunden … den lærte aldrig helt at lede ham uden om dem. Nogle gange kom han hjem og vaskede sine bare fødder, hans ansigt helt … Tja, han foretrak bare fugle.”

Jeg kigger tit på fotografiet: ham med hænderne i karret og hans blinde øjne hævet mod fuglene i himlen. Klare farver og hule ben. Kvidren og sang.

Bag på fotografiet står der:

Her er det, som du bad om.

Dig og den store vandmand.

Mange kærlige hilsner,

C


 

Oversat til dansk af Line Henriksen (2016)

Først udgivet i theEEEL af tNY.Press (2015). Læs originalversionen her.

 

 

Køkkenet Brænder

Af Line Henriksen

Originaltitel: The Kitchen is Burning (2015)

 

”Jeg har noget mellem tænderne – vent lidt.”

Jeg kaster det mod væggen med et brag. Det er småt, så ganske småt, men funkler midt i de mørke sprækker, der omgiver det.

Du brokker dig selvfølgelig over, at jeg ødelagde væggen på den måde.

”Prøv lige at se!” siger du. ” … Kvaj.” Eller måske er det slet ikke det, du siger, det der sidste ord; jeg kan ikke rigtigt høre det, for du har kløer i munden, og nu kaster du også noget – et frø? en sten? et stykke vingummi? jeg er ikke sikker – mod væggen, og den sprækker endnu mere. Mørke spreder sig som sarte blækslør fra det stykke glitrende mad, der aldrig nåede længere ind i din krop end det lillebitte gab mellem to af dine tænder.

Skæve tænder, knækkede tænder, smukke tænder –

Du siger: ”Ræk mig saltbøssen”, og du ryster den arrigt over tallerkenen. Saltet spreder sig som en lille storm, det slår cirkler og spiraler omkring dine hurtige poter.

Jeg siger: ”Gem lige lidt til os andre, ik? Gudfader, det der er så fandens usundt”.

Jeg dukker mig, og saltbøssen brager ind i væggen. Gennem sløret af dansende, funklende hvidt, kan jeg se sprækkerne og åbningerne i væggen bredes og strækkes, de rækker ud, som var de fingerspidser, de rækker ud imod –

Continue reading